MALTHE JAKOBSEN VINDER ASIAN LE MANS SERIES 2024 MED CROWDSTRIKE RACING BY APR

Sammen med Crowdstrike Racing by APR sikrede den danske racerkører mesterskabet efter en vanvittig dobbelt-løbsweekend på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi.

Forud for weekendens to løb lå det ikke i kortene, at det amerikanske team skulle løbe med sejren. Et par svære løb havde kostet i pointstillingen, men et stærkt løb lørdag åbnede mesterskabet igen:

– Vi ramte timingen af et pitstop fuldstændig perfekt, og det gav os muligheden for at indhente det tabte i forhold til konkurrenterne. Da de så skulle i pit, overhalede vi dem og tog en sikker sejr, fortæller Malthe, som ovenikøbet måtte køre sejren i hus på teamkammeraten Colin Brauns godt brugte dæk for at spare tid.

Lørdagens sejr bragte Crowdstrike-bilen tilbage i mesterskabet, og med én af de største konkurrenter i knæ på grund af en voldsom afkørsel, var titlen indenfor rækkevidde.

Men allerede efter bare to sving af søndagens løb kunne man på TV-billeder se George Kurtz spinne af banen efter kontakt med en konkurrent. Det kostede et ekstra pitstop for at få monteret en ny front på bilen, og herfra gik den vilde jagt.

– Det var lige det, som ikke skulle ske. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt med bilen, og George kørte et virkelig stærkt løb, hvor han fik indhentet vigtig tid. Colin kunne fortsætte i et endnu hurtigere tempo, så vi kunne til sidst kæmpe os frem til en placering, som sikrede nok point til at vi tog mesterskabet, fortæller Malthe Jakobsen, der dermed føjer sin første LMP2-titel til CV’et – og det første i Asian Le Mans Series.

#4 CROWDSTRIKE RACING BY APR / Oreca 07 – Gibson / George Kurtz / Colin Braun / Malthe Jakobsen

– Det er kæmpestort! Vi har haft en sindssyg weekend, og at runde den af med et mesterskab – og for teamets vedkommende en startplads til Le Mans – er ubeskriveligt. Alle i Crowdstrike Racing by APR har gjort et fantastisk stykke arbejde hele sæsonen, og jeg har haft et super samarbejde med både George og Colin. Det er et mesterskab, jeg kommer til at se tilbage på med glæde, siger Malthe Jakobsen.

Efter en måned på farten vender Malthe mandag hjem til Sennels ved Thisted for et par dages hvile, før forberedelserne til sæsonen i European Le Mans Series og testarbejdet for Peugeot Sport fortsætter.